Opskrifter
GRÆSKARSUPPE
Cremet og velsmagende
Når regnen slår mod ruden og blæsten rusker i træerne, er der intet andet at gøre end at pakke sig godt ind i tæpper og lune trøjer. Den perfekte ret til de våde, kolde dage er en varm, cremet og velsmagende suppe med en lun skive brød til.
Efterår er sæson for nogle af de bedste råvarer, vi har i danmark, og græskarret kan mere end at være (u)hyggelig pynt, der skræmmer og fornøjer.
Tænd stearinlysene og forkæl dig
selv med denne velsmagende og enkle suppe, der med sikkerhed giver dig varmen.
GRÆSKARSUPPE
Holdbarhed Kan spises samme dag
Kan fryses Ja
Antal 4 personer
Ingredienser
Suppe:
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 1 lille hokkaido græskar
- 1 bagekartoffel
- 1 liter hønsefond
- Lidt tørret chili
- 1 dl piskefløde
Topping:
- 50 g græskarkerner
- God olivenolie
Fremgangsmåde
-
Pil løg og hvidløg og snit dem fint. Svits dem i en stor gryde på middelhøj varme med lidt olivenolie. De skal ikke få farve.
-
Flæk græskarret på midten, og del det endnu en gang. Skrab alle kerner og den bløde midte ud af græskarret, og skær det op i mindre tern.
-
Skræl bagekartoflen og skær den ud i mindre tern.
-
Kom græskar og kartoffeltern i gryden, og lad det svitse et par minutter.
-
Tilsæt så hønsefond og en smule tørret chili afhængig af, hvor stærk du ønsker suppen. Tilsæt lidt salt og peber, og lad det hele koge i 20 minutter under låg.
-
Mens suppen koger, rister du græskarkernerne let på en pande, til de begynder at dufte.
-
Når græskar- og kartoffelstykker er kogt møre efter 20 minutter, blender du suppen med en stavblender. Vær forsigtig så du ikke brænder dig på den varme suppe. Bliv ved til suppen er blendet fint.
-
Tilsæt fløden og varm op under omrøring, til suppen har en lækker cremet konsistens. Smag til med salt og peber.
-
Anret suppen, først med et lille skvæt lækker olivenolie på toppen og drys derefter med de ristede græskarkerner.
-
Nyd den som forret eller hovedret med en lun skive brød.